Danelagen: RETSSYSTEMET I USA

Det amerikanske retssystem nedstammer, som bekendt, for det meste fra den engelske common law og har bevaret mange af sine retsprincipper derfra. Systemet har imidlertid udviklet sig selvstændigt i over 200 år.

Ganske vist har visse områder, som nu udgør dele af USA’s stater og territorier, men som i sin tid blev taget eller købt fra Frankrig (Louisiana, Missouri, Arkansas, Kansas og andre stater), Mexico og Spanien (Arizona, California, Florida, New Mexico, Texas og Puerto Rico), Rusland (Alaska) og Danmark (U.S. Virgin Islands), været underlagt andre landes retssystemer, men når der ses bort fra Puerto Rico, fortoner sporene efter disse landes retssystemer sig mere og mere, og har efterhånden kun ringe betydning inden for erhvervsretten.

Det er væsentligt altid at holde in mente, at USA er organiseret som et føderativt system bestående af forbundsstaten USA, 50 delvist suveræne delstater, plus enkelte yderligere jurisdiktioner som District of Columbia (altså Washington D.C.), Puerto Rico, Guam, U.S. Virgin Islands, m. v. Dette har haft stor betydning for udviklingen inden for amerikansk kommerciel ret.

I denne oversigt vil de 50 stater, som tilsammen med District of Columbia udgør USA, blive betegnet som ”delstater”, ”enkeltstater” eller blot ”stater”.

Det er også væsentligt for forståelsen af det amerikanske politiske system, at det fremhæves at amerikansk ret ikke, som tilfældet er med dansk ret, er et enkelt system, der dækker alle juridiske forhold inden for landets geografiske område. Det må fremhæves, at USA består af enoghalvtreds forskellige retssystemer, der hver især har sine geografiske afgrænsninger. Dertil kommer forbundsstatens retssystem, som ganske vist er landsdækkende, men som, ligesom det er tilfældet med enkeltstaternes retssystemer, begrænset til visse nærmere afstukne lovområder. Indenfor visse lovområder er det overordnet staternes retssystemer, i andre er det sideordnet, og i andre igen er det helt ekskluderet til fordel for enkeltstaterne. Uden at det forstås i bund og grund, at amerikansk ret ikke er et entydigt begreb, kan der ikke gøres fornuftig forretning i USA.

Forbundsstaten har naturligvis sin grundlov, den nok så kendte ”Constitution of the United States of America” fra 1789, med senere ændringer, sine statsorganer, lovgivning, domstolshierarki, beskatning, m.v. Hver af delstaterne har også sin egen forfatning, statsorganer, domstole m.v.

Forbundsstaten USA besidder de samme forfatningsretlige egenskaber som Danmark og andre moderne demokratier. Statsmagten er fordelt i tre, til dels uafhængige, og til dels afhængige, fundamentale statsorganer, hvor det er hensigten, at de skal ligge i balance med hinanden. Som i Danmark, har den amerikanske grundlov opstillet en lovgivende, en dømmende og en udøvende magt.

Ikke alene er det hensigten, både i forbundsstaten og i delstaterne, at der skal være en vis dynamisk balance mellem statsorganerne, men det føderale system er også opbygget som et bremse- og balancesystem, hvor magten deles mellem forbundsstaten og enkeltstaterne.

Denne politiske magtbalance mellem forbundsstaten og enkeltstaterne ligger centralt for forståelse af det amerikanske system. Balancen har gennem USA’s historie regelmæssigt svunget til den ene eller anden side. I 1860’erne var modsætningerne så stærke, at systemet brød sammen i den store amerikanske katastrofe – den amerikanske borgerkrig. Krigen og den derpå følgende hårde genopbygningsperiode har efterladt sig meget dybe spor, også inden for politik og jura.

For tiden er magtbalancen i udpræget grad i færd med at svinge tilbage til enkeltstaterne.

Ifølge den amerikanske forfatnings såkaldte ”Supremacy Clause” er forbundsstatens lovgivning og domstole, som regel, overordnet staterne, men der er visse lovområder, som principielt er forbeholdt staternes eksklusive kompetence. Dette gælder ikke mindst de fleste handelsrelaterede lovområder. Staternes lovgivning benyttes efter behov af forbundsdomstolene, når de ellers har den fornødne jurisdiktion til at behandle en kommerciel sag.

Ligesom i Danmark, er den dømmende magt i USA selvstændig og stillet på lige fod med den udøvende og den lovgivende magt. Dette gælder både i forbundsstaten og i enkeltstaterne.

Enkeltstaternes domstole har en generel, ubegrænset kompetence, bortset fra de begrænsninger som ligger i den amerikanske forfatning, enkeltstaternes egne forfatninger, og deres lovgivning og retspraksis. Det er her, langt de fleste amerikanske retssager behandles. Enkeltstaternes domstole behandler de fleste kriminelle sager, alle arvesager, næsten alle familieretlige og civilretlige sager, sager om fast ejendom og langt de fleste kommercielle sager.

Som tidligere berørt, behandler forbundsdomstolene de sagsområder, som er forbeholdt dem i den amerikanske forfatning. Til trods for overvejelserne i forbindelse med Supremacy Clause, må man i daglig praksis, især inden for kommercielle sager, alligevel snarere opfatte forbundsstatens lovgivning og domstole mere som parallelle til, end overordnet enkeltstaternes.

Af politiske grunde vælger de lovgivende myndigheder tit at lade svære afgørelser der har stor samfundsmæssig betydning, træffe af domstolene. Det er almindeligt for lovgivningsmagten at udstede en lov, som udgør de brede linjer inden for et område, i forventning om at den bliver ”færdigpudset” gennem domstolene. Med andre ord, det overlades til individer og organisationer, som på den ene eller anden måde er blevet påvirket gennem lovgivningen, at færdiggøre lovgivningsarbejdet gennem private

søgsmål. Man mener, at man derved på den mest praktiske måde har sørget for, at lovgivningen i sidste instans er tilpasset samfundets behov.

Men hvorvidt dette faktisk sker, beror til en vis grad på hvor ofte og hvorledes lovgivningen giver anledning til søgsmål, og resultatet er at domstolene i USA derved har opnået en magtposition, som sjældent ses i de fleste andre demokratiske samfundssystemer.

Ved at overlade en del af lovgivningen til privat håndhævelse gennem søgsmål fører det nødvendigvis også til at der opstår langt flere retstvister end hvis lovgivningen fra sin begyndelse havde haft klare definitioner og klart afstukne grænser for rettigheder og forpligtelser.

Det er heller ikke ualmindeligt, at når domstolene efterhånden har etableret en fast retspraksis omkring et lovkompleks, bliver også denne kodificeret i lovgivningen.