1. Udvisning”Removal”, altså udvisning, er betegnelsen på den proces, hvorved en udlænding fjernes fra amerikansk territorium, efter at denne lovligt er blevet givet adgang til landet. Tidligere blev betegnelsen ”deportation” benyttet for at beskrive denne procedure.En udvisning anses ikke formelt at være en straf. Der er tale om en civil sag, som er rejst for at fjerne visse kategorier af udlændinge, som er uønskede i USA. Dette betyder, at den person, som er genstand for udvisningsprocedure, ikke har samme processuelle rettigheder, som er garanteret en sigtet i en kriminel sag.Udvisning kan kun ske mod en person, som ikke er amerikansk statsborger. En person, som har levet i USA gennem mange år med permanent opholdstilladelse, kan udvises. En amerikansk opholdstilladelse til en udlænding anses ikke for at være en ret, men et privilegium, som kan fratages vedkommende, når denne ikke længere opfylder betingelserne for at opnå privilegiet. Blandt de kategorier af udlændinge, der kan udvises er dem, som ellers kunne ekskluderes, men som alligevel har opnået adgang til landet eller har ændret visumstatus uden at være berettiget dertil, de udlændinge som har begået kriminelle handlinger (uanset om handlingerne er kriminaliseret ifølge den føderale eller en enkeltstats lovgivning), som ikke har registreret som udlænding eller som har forfalskede immigrationsdokumenter, de udlændinge som udgør en sikkerhedsrisiko for landet, eller som ulovligt har stemt ved et amerikansk valg.Da der ikke findes nogen forældelsesregler i den amerikanske immigrationslovgivning, kan man risikere at blive udvist for en forbrydelse, som man ikke længere kan kriminelt sigtes for på grund af forældelse.
Den første kategori af kriminelle, som kan udvises, er de personer, som inden de første fem år efter deres adgang til USA, har begået en kriminel handling og siden er dømt til frihedsberøvelse i et år eller mere eller for en forbrydelse, som giver udtryk for ”moral torpitude”, altså visse moralsk forkastelige forbrydelser. Inden for denne kategori befinder sig ikke alene mere alvorlige forbrydelser, men også mindre alvorlige tyverier.En anden gruppe, der kan udvises, er personer, som når som helst efter deres adgang har begået en såkaldt ”aggravated felony”, hvilket er en lang række alvorlige beskrevne forbrydelser, som kræver frihedsberøvelse i et år eller mere.
Copyright Danelagen 2004